Multikulturalisme 4

Det er på tide at knytte et par ord til indlæggene om Bhikhu Parekh, Zygmunt Baumans og danskernes syn på multikulturalisme.

Personligt mener jeg, at vi må anerkende og sætte pris på de kulturelle forskelle, der er i vores land. Vi må søge dialogen mellem kulturerne, men samtidig opmuntre til at hver enkelte kultur udnytter den pluralisme, der eksisterer indenfor kulturen.

Vi kan ikke tvinge vores kultur til de nye danskere. For kun ved at vise dem og deres forskellige kulturer respekt, giver vi dem mulighed for, at opnå den følelse af sikkerhed, der gør at de kan respektere vores. Vi kan ikke på forhånd afvise nogen kulturer, og det er vigtigt, at vi forholder os kritisk til vores egen, for kun derigennem kan vi udvikle den uden at fortabe os i en kulturarv, der måske er skabt af historikere og politikere for at tilgodese ønsket om homogen nationalstat i slutningen af 1800-tallet. Derimod må vi, med Parekhs ord, se os selv som et fællesskab af fællesskaber.

Den danske problematik handler bl.a. om, at en række etniske danskere føler, at deres kultur er truet af globalisering og immigration, og derved har de netop ikke den sikkerhed, som skal til for at respektere andre kulturer. Der skal naturligvis gøres en indsats for, at disse grupper føler sig sikre, men det kan ikke ske på bekostning af den udvikling, der er igang. Personligt mener jeg ikke, at den danske kultur, hvordan den så end ser ud, er truet. Den er under en naturlig forandring, hvor den bliver præget af nye tendenser udefra. På samme måde, som den, på andre tidspunkter, er blevet påvirket af tanker om nationalstat, fælles sprog, demokrati og menneskerettigheder.

Alle kulturer er under forandring og må acceptere dette. Det betyder ikke at man skal opgive alt det man tror på, men man må acceptere, anerkende og respektere, at andre mennesker ønsker at udvikle sig inden for den enkelte kultur.

Multikulturalisme 2

Ifølge den engelske professor Lord Bhikhu Parekh er et multikulturelt samfund et samfund, der inkluderer to eller flere kulturelle fællesskaber. Kultur definerer han som en samlet masse af overbevisninger og praktisser inden for hvilke en gruppe af mennesker forstår dem selv og deres verden, og derfra organiserer deres individuelle og kollektive liv.

I sin bog Rethinking Multiculturalism beskriver Parekh, hvordan forskellige grupper af mennesker søger anerkendelse, for det han kalder deres identitetsrelaterede forskelle. Det vil sige de forskelle, der adskiller deres gruppe fra den dominerende kultur i samfundet.

Bhikhu Parekhs bud på, hvordan vi håndterer de kulturelle diversiteter, er at se multikulturalisme som et perspektiv på det menneskelige liv. Dette multikulturelle perspektiv er skabt af et kreativt samspil mellem menneskets kulturelle indkapsling, det uundgåelige og ønskelige i kulturel diversitet og interkulturel dialog og den interne forskellighed i de enkelte kulturer. Dermed mener han, at vi for det første skal forstå vigtigheden af det at have en kulturel identitet. For det andet må vi anerkende og sætte pris på de kulturelle forskelle, der er i vores land. For det tredje må vi sørge for dialog mellem kulturerne, og for det fjerde opmuntre kulturerne til at anerkende og udnytte den pluralisme, der eksisterer i hver enkelte kultur.

Multikulturalisme er, ifølge Parekh, det normative svar på det multikulturelle. Hvis et samfund anerkender, at det er multikulturelt, betyder det, at det vil repræsentere et samspil mellem forskellige kulturer, og derved kan det ikke blive teoretiseret eller styret fra en enkelt af kulturerne. Fra et multikulturelt synspunkt kan hverken en politisk doktrin eller nogen ideologi repræsentere den fulde sandhed om det menneskelig liv. Fra et multikulturelt synspunkt må det gode samfund starte med at acceptere den virkelighed og ønskværdighed, der findes i den kulturelle diversitet. Det kan se sig selv både som et fællesskab af borgere og et fællesskab af fællesskaber, og derved som et fællesskab af fælles indkapslede og sammensatte individer.

Parekh ønsker et samfund, der anerkender alle kulturer. Hans modstandere har beskyldt ham for en kulturel relativisme, hvor alt er lige godt, og for at fremme parallelsamfund, hvor hver kultur lever i sit eget fællesskab, og minioritetskulturerne aldrig bliver en del af det normative samfund. Men hvis hver enkelt kultur samtidig er åben for dialog, som han foreslår, så vil det være muligt, at kulturerne kan leve i harmoni med hinanden. Spørgsmålet er om dette er en utopi?

Multikulturalisme 1

Den polske sociolog Zygmunt Bauman ser, i sin beskrivelse af multikulturalismen, en fare for, at den bliver ”en ideologi om ideologiens ophør”, hvor den kulturelle pluralisme er en værdi i sig selv.

For Bauman bliver multikulturalisme et uforpligtende svar på ”den verdensomspændende usikkerhed på, hvilke værdier der fortjener at blive højnet og dyrket.” Uforpligtetheden er blevet magten og dominansens nye strategi, og overskridelse er den nye normative regulering for radikale intellektuelle, der har mistet deres mod til at trodse status quo. I denne nye politik skal man ”overgive sig til de nye realiteter, ikke udfordre dem eller sætte spørgsmålstegn ved dem – lade tingene (...) følge deres egen rute.” Bauman påpeger, at i denne uforpligtende og normløse verden, bliver den personlige frihed brugt til håndtering af overflod, og samfundet har ikke ”andre ønsker end det, at mennesker, enkeltvis eller i grupper, træffer deres egne valg.” Her vil opfordringen om respekt for forskellige kulturer føre til en anerkendelse af retten til at være anderledes, men også retten til at være indifferent. Derved kan forskellige kulturer sameksistere, men det er svært for dem at drage nytte af det fælles liv. Bauman mener, at løsningen på problematikken må være en søgen efter det fælles bedste, og han bruger sin tyske kollega Jürgen Habermas til at argumentere for ”diskussioner om en fælles opfattelse af det gode og om en ønsket livsform, der betragtes som autentisk.”

Bauman nævner medborgerskabets og menneskehedens universalitet, som den horisont anvendelsespolitikken må pejle efter, og at der i denne universalitet må være en evne til at indrette sig efter og bruge pluralismen som et redskab for menneskeheden. For Bauman ønsker ikke, at indifferensen afløses af disrespekt. Alle kulturer har krav på respekt, og hvis de får det, er der også større chance for, at de åbner op over for nye livsformer og ikke klamrer sig til deres egne. Den sikkerhed, der kommer af at blive respekteret, er en nødvendig betingelse for en dialog mellem kulturer.