I 1803 tager Immanuel Kant i bogen "Om Pædagogik" fat på det pædagogiske paradoks. For Kant er opdragelse en kunst – en nødvendighed, da ”udvikling af de naturlige anlæg hos mennesket ikke sker af sig selv”. Mennesket må lære at bruge sin frihed uden tvang, men da det ikke er naturligt for mennesket må det lære det gennem tvang – heri paradokset.Kant søger at løse problemet ved at gøre den ydre tvang til en indre tvang. Barnet må selv kunne indoptage de fælles love og regler som det ydre opstiller, og gennem en indre dannelse skabe sit eget moralske sindelag. ”Man må gøre det klart for barnet, at man pålægger det en tvang, som fører til brugen af dets egen frihed, at man kultiverer det, for at det engang kan blive frit, således at det ikke behøver være afhængig af andres omsorg.”
Lars-Henrik Schmidt har sagt det på en lidt anden måde: "Dannelse er det der sker når vi får andre til at gøre det vi gerne vil have dem til af egen fri vilje!"
