Michel Foucault beskriver i essayet ”The Subject and Power”, hvordan mennesket bliver til subjekt i det moderne samfund. Ifølge Foucault findes der i samfundet en række teknikker, hvorigennem statens magt styrer individet. ”Denne magt angår det umiddelbare hverdagsliv, der karakteriserer individet, mærker det med dets egen individualitet, knytter det til dets egen identitet og påtvinger det en sandhedslov, som det må vedkende sig og som andre må anerkende hos det. Det er en magtform, der gør individer til subjekter.”Han beskriver to betydninger af ordet subjekt: subjekt i forhold til andres kontrol og afhængighed, og subjekt i forhold til at være bundet til sin egen identitet gennem bevidsthed eller selvkendskab. Denne magt er både en individualiserende og totaliserende magt, der benytter sig af smarte individualiseringsteknikker og totalitære procedurer.
Statens individstyrende magt kan, ifølge Foucault, føres tilbage til den katolske kirkes skriftemål, og den form for pastoral magt, der ligger her. Denne magts mål er at sikre den enkelte frelse i den næste verden. Den pastorale magt er ikke kun en magt, der befaler, den er også parat til at opgive sig selv for flokkens liv og frelse. Den viser omsorg ikke kun for fællesskabet, men især for den enkelte. Og sidst men ikke mindst har den brug for at kende folks indre tanker og hemmeligheder. Den har brug for at kende den enkeltes bevidsthed for at kunne dirigere den på rette vej, og dette er forbundet med en sandhedsproduktion – sandheden om det enkelte individ.
Ifølge Foucault har vi i den moderne verden taget den pastorale magt til os. I det moderne samfund leder vi ikke længere folk til den næste verden, men sikrer dem i denne verden. Frelse bliver, ifølge Foucault, til sundhed, tilfredshed, sikkerhed og lignende begreber. Antallet af embedsmænd, der kan udføre den pastorale magt er steget, og den foregår overalt i statsapparatet, men også i private velfærdsorganisationer og sågar i familien. Mangfoldiggørelsen af den pastorale magts mål og agenter fokuserer på to sider af vidensudviklingen om mennesket. Den kvantitative angående befolkningen og den analytiske angående individet. Den pastorale magt har altså spredt sig til en mangfoldig række af offentlige institutioner, der kan udføre denne individualiserende taktik, som karakteriserer magten. Derfor mener Foucault også, at vi for at frigøre os, må frigøre os ikke kun fra staten, men også fra den individualisering, som staten udfører.
Denne form for magt, der går ud på at vejlede adfærdens muligheder og sætte dens mulige resultater i system, kalder Foucault for ”government”, altså en form for regering. At ”regere” i denne forstand betyder, at man strukturerer andres mulighedsfelter. Det er en vigtig pointe i Foucaults teori, at denne form for magt, kun udføres over for frie subjekter.
Ole Sværke Pedersen
Statens individstyrende magt kan, ifølge Foucault, føres tilbage til den katolske kirkes skriftemål, og den form for pastoral magt, der ligger her. Denne magts mål er at sikre den enkelte frelse i den næste verden. Den pastorale magt er ikke kun en magt, der befaler, den er også parat til at opgive sig selv for flokkens liv og frelse. Den viser omsorg ikke kun for fællesskabet, men især for den enkelte. Og sidst men ikke mindst har den brug for at kende folks indre tanker og hemmeligheder. Den har brug for at kende den enkeltes bevidsthed for at kunne dirigere den på rette vej, og dette er forbundet med en sandhedsproduktion – sandheden om det enkelte individ.
Ifølge Foucault har vi i den moderne verden taget den pastorale magt til os. I det moderne samfund leder vi ikke længere folk til den næste verden, men sikrer dem i denne verden. Frelse bliver, ifølge Foucault, til sundhed, tilfredshed, sikkerhed og lignende begreber. Antallet af embedsmænd, der kan udføre den pastorale magt er steget, og den foregår overalt i statsapparatet, men også i private velfærdsorganisationer og sågar i familien. Mangfoldiggørelsen af den pastorale magts mål og agenter fokuserer på to sider af vidensudviklingen om mennesket. Den kvantitative angående befolkningen og den analytiske angående individet. Den pastorale magt har altså spredt sig til en mangfoldig række af offentlige institutioner, der kan udføre denne individualiserende taktik, som karakteriserer magten. Derfor mener Foucault også, at vi for at frigøre os, må frigøre os ikke kun fra staten, men også fra den individualisering, som staten udfører.
Denne form for magt, der går ud på at vejlede adfærdens muligheder og sætte dens mulige resultater i system, kalder Foucault for ”government”, altså en form for regering. At ”regere” i denne forstand betyder, at man strukturerer andres mulighedsfelter. Det er en vigtig pointe i Foucaults teori, at denne form for magt, kun udføres over for frie subjekter.
Ole Sværke Pedersen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar