Multikulturalisme 1

Den polske sociolog Zygmunt Bauman ser, i sin beskrivelse af multikulturalismen, en fare for, at den bliver ”en ideologi om ideologiens ophør”, hvor den kulturelle pluralisme er en værdi i sig selv.

For Bauman bliver multikulturalisme et uforpligtende svar på ”den verdensomspændende usikkerhed på, hvilke værdier der fortjener at blive højnet og dyrket.” Uforpligtetheden er blevet magten og dominansens nye strategi, og overskridelse er den nye normative regulering for radikale intellektuelle, der har mistet deres mod til at trodse status quo. I denne nye politik skal man ”overgive sig til de nye realiteter, ikke udfordre dem eller sætte spørgsmålstegn ved dem – lade tingene (...) følge deres egen rute.” Bauman påpeger, at i denne uforpligtende og normløse verden, bliver den personlige frihed brugt til håndtering af overflod, og samfundet har ikke ”andre ønsker end det, at mennesker, enkeltvis eller i grupper, træffer deres egne valg.” Her vil opfordringen om respekt for forskellige kulturer føre til en anerkendelse af retten til at være anderledes, men også retten til at være indifferent. Derved kan forskellige kulturer sameksistere, men det er svært for dem at drage nytte af det fælles liv. Bauman mener, at løsningen på problematikken må være en søgen efter det fælles bedste, og han bruger sin tyske kollega Jürgen Habermas til at argumentere for ”diskussioner om en fælles opfattelse af det gode og om en ønsket livsform, der betragtes som autentisk.”

Bauman nævner medborgerskabets og menneskehedens universalitet, som den horisont anvendelsespolitikken må pejle efter, og at der i denne universalitet må være en evne til at indrette sig efter og bruge pluralismen som et redskab for menneskeheden. For Bauman ønsker ikke, at indifferensen afløses af disrespekt. Alle kulturer har krav på respekt, og hvis de får det, er der også større chance for, at de åbner op over for nye livsformer og ikke klamrer sig til deres egne. Den sikkerhed, der kommer af at blive respekteret, er en nødvendig betingelse for en dialog mellem kulturer.

Det pædagogiske paradoks

I 1803 tager Immanuel Kant i bogen "Om Pædagogik" fat på det pædagogiske paradoks. For Kant er opdragelse en kunst – en nødvendighed, da ”udvikling af de naturlige anlæg hos mennesket ikke sker af sig selv”. Mennesket må lære at bruge sin frihed uden tvang, men da det ikke er naturligt for mennesket må det lære det gennem tvang – heri paradokset.

Kant søger at løse problemet ved at gøre den ydre tvang til en indre tvang. Barnet må selv kunne indoptage de fælles love og regler som det ydre opstiller, og gennem en indre dannelse skabe sit eget moralske sindelag. ”Man må gøre det klart for barnet, at man pålægger det en tvang, som fører til brugen af dets egen frihed, at man kultiverer det, for at det engang kan blive frit, således at det ikke behøver være afhængig af andres omsorg.”

Lars-Henrik Schmidt har sagt det på en lidt anden måde: "Dannelse er det der sker når vi får andre til at gøre det vi gerne vil have dem til af egen fri vilje!"

Subjektet og magten

Michel Foucault beskriver i essayet ”The Subject and Power”, hvordan mennesket bliver til subjekt i det moderne samfund. Ifølge Foucault findes der i samfundet en række teknikker, hvorigennem statens magt styrer individet. ”Denne magt angår det umiddelbare hverdagsliv, der karakteriserer individet, mærker det med dets egen individualitet, knytter det til dets egen identitet og påtvinger det en sandhedslov, som det må vedkende sig og som andre må anerkende hos det. Det er en magtform, der gør individer til subjekter.”Han beskriver to betydninger af ordet subjekt: subjekt i forhold til andres kontrol og afhængighed, og subjekt i forhold til at være bundet til sin egen identitet gennem bevidsthed eller selvkendskab. Denne magt er både en individualiserende og totaliserende magt, der benytter sig af smarte individualiseringsteknikker og totalitære procedurer.

Statens individstyrende magt kan, ifølge Foucault, føres tilbage til den katolske kirkes skriftemål, og den form for pastoral magt, der ligger her. Denne magts mål er at sikre den enkelte frelse i den næste verden. Den pastorale magt er ikke kun en magt, der befaler, den er også parat til at opgive sig selv for flokkens liv og frelse. Den viser omsorg ikke kun for fællesskabet, men især for den enkelte. Og sidst men ikke mindst har den brug for at kende folks indre tanker og hemmeligheder. Den har brug for at kende den enkeltes bevidsthed for at kunne dirigere den på rette vej, og dette er forbundet med en sandhedsproduktion – sandheden om det enkelte individ.

Ifølge Foucault har vi i den moderne verden taget den pastorale magt til os. I det moderne samfund leder vi ikke længere folk til den næste verden, men sikrer dem i denne verden. Frelse bliver, ifølge Foucault, til sundhed, tilfredshed, sikkerhed og lignende begreber. Antallet af embedsmænd, der kan udføre den pastorale magt er steget, og den foregår overalt i statsapparatet, men også i private velfærdsorganisationer og sågar i familien. Mangfoldiggørelsen af den pastorale magts mål og agenter fokuserer på to sider af vidensudviklingen om mennesket. Den kvantitative angående befolkningen og den analytiske angående individet. Den pastorale magt har altså spredt sig til en mangfoldig række af offentlige institutioner, der kan udføre denne individualiserende taktik, som karakteriserer magten. Derfor mener Foucault også, at vi for at frigøre os, må frigøre os ikke kun fra staten, men også fra den individualisering, som staten udfører.

Denne form for magt, der går ud på at vejlede adfærdens muligheder og sætte dens mulige resultater i system, kalder Foucault for ”government”, altså en form for regering. At ”regere” i denne forstand betyder, at man strukturerer andres mulighedsfelter. Det er en vigtig pointe i Foucaults teori, at denne form for magt, kun udføres over for frie subjekter.

Ole Sværke Pedersen

Sapere Aude!

"Oplysning er menneskets frigørelse fra dets selvforskyldte umyndighed. Umyndighed er den manglende evne til at betjene sig af sin forstand uden en andens ledelse. Selvforskyldt er denne umyndighed når man er nødt til at lade sig lede af andre, ikke på grund af mangel på forstand, men på grund af mangel på vilje og mod. Sapere aude! Hav mod til at bruge din egen forstand, det er altså oplysningens valgsprog."

Immanuel Kant: Was ist Aufklärung? (1783)