Artikel i Sprog og Integration

Undertegnede bidrager med artiklen “Praksisfællesskab som demokratisk læreplads” i det nyeste nr. af Sprog og Integration fra Videncenter for tosprogethed og interkulturalitet ved CVU København. Nummerets tema er medborgerskab.

Artiklen kan læses her.

Demokratikanon

Så blev den skudt af, den danske demokratikanon. Da regeringen for et lille års tid siden lancerede idéen var det med ordene: “Regeringen ønsker at styrke danskernes kendskab til de principper om frihed og folkestyre, som det danske samfund bygger på.” Og udvalget om demokratikanonen skulle “udpege de centrale begivenheder, filosofiske strømninger og politiske tekster, som har haft betydning for udviklingen af det danske folkestyre.”

Idéen til kulturkanonen var luftet et par måneder tidligere, da et af udvalgets medlemmer historiker Ove Korsgaard fra Danmarks Pædagogiske Universitetsskole i Politiken påpegede, at der var mere brug for en demokratikanon end en kulturkanon. Det gjorde han bla. med følgende argument:

“Hvis vi fokuserer på kultur som det væsentlige, siger vi indirekte, at tyrkere for eksempel skal overtage den danske kulturelle arv for at blive danskere. Det er enormt store og også forkerte krav at stille. Derimod er det ikke forkert at kræve af folk, der kommer hertil, at de bliver danskere i politisk forstand. At de respekterer og tager del i det demokratiske fællesskab, vi kalder Danmark. Så der er brug for en politisk kanon snarere end en kulturkanon. Man kan kalde det en demokratikanon.”

På den måde læner Korsgaard sig op af Jürgen Habermas’ idé om en“forfatningspatriotisme”, hvor det er den politiske loyalitet over for de politiske rettigheder og pligter, der binder staten sammen frem for en nationalkulturel forestilling, der på forhånd udelukker en række kulturer.

Ifølge Korsgaard skal en demokratikanon kunne bruges til “at udpege nogle af de vigtigste principper og værdier, vores samfund bygger på. Brian Mikkelsen havde sådan sat sig fat i noget rigtigt, for et samfund er nødt til at bygge på et værdigrundlag. Men hans svar var en nationalkonservativ kanon, der betonede, hvad der er vokset frem af dansk muld ’mellem Dueodde og Blåvandshuk’. Den nationalistiske idé gjorde hans kunstnere og eksperter så oprør mod og endte med at lave en ufarlig selskabsleg om kunst, som er meget sjov og interessant, men heller ikke mere. Derfor giver det stadig mening at tage en kanondebat om, hvad vores samfund skal bygge på”

Spørgsmålet er så om Korsgaard har fået den kanon han ønskede sig eller om Brian Mikkelsen har fået endnu en nationalkonservativ kanon til samlingen? Umiddelbart dækker kanonen bredt – og det er måske også det, der sådan en kanons problem. For når vi ser bort fra en række principelle love og enkelte fundamentale tekster, så er kanonen det den er: en række subjektive overvejelser om det danske demokratis udvikling, kogt sammen til en form for konsensusdiskurs, hvor alle udvalgets medlemmer på den ene eller anden måde er blevet tilgodeset.

Det kan dog stadig gøre den til et glimrende udgangspunkt for en diskussion om de principper om frihed og folkestyre, som det danske samfund bygger på og derved give nye genrationer mulighed for fortsat at præge og forandre det danske og internationale demokrati.

Derfor er det for mig at se beskæmmende, at de første diskussioner handler om hvorvidt Muhammed-krisen burde være en del af kanonen. Her handler diskussionen nemlig ikke om udviklingen af det danske demokrati, men om hvorvidt udvalget bag kanonen har været ramt af berøringsangst.

Derved risikerer kanonen at drukne i en igangværende problematik, hvor to grupperinger skyder med skarpt mod hinanden. Men måske er det dét, der er det danske demokrati i dag.

Multikulturalisme 4

Det er på tide at knytte et par ord til indlæggene om Bhikhu Parekh, Zygmunt Baumans og danskernes syn på multikulturalisme.

Personligt mener jeg, at vi må anerkende og sætte pris på de kulturelle forskelle, der er i vores land. Vi må søge dialogen mellem kulturerne, men samtidig opmuntre til at hver enkelte kultur udnytter den pluralisme, der eksisterer indenfor kulturen.

Vi kan ikke tvinge vores kultur til de nye danskere. For kun ved at vise dem og deres forskellige kulturer respekt, giver vi dem mulighed for, at opnå den følelse af sikkerhed, der gør at de kan respektere vores. Vi kan ikke på forhånd afvise nogen kulturer, og det er vigtigt, at vi forholder os kritisk til vores egen, for kun derigennem kan vi udvikle den uden at fortabe os i en kulturarv, der måske er skabt af historikere og politikere for at tilgodese ønsket om homogen nationalstat i slutningen af 1800-tallet. Derimod må vi, med Parekhs ord, se os selv som et fællesskab af fællesskaber.

Den danske problematik handler bl.a. om, at en række etniske danskere føler, at deres kultur er truet af globalisering og immigration, og derved har de netop ikke den sikkerhed, som skal til for at respektere andre kulturer. Der skal naturligvis gøres en indsats for, at disse grupper føler sig sikre, men det kan ikke ske på bekostning af den udvikling, der er igang. Personligt mener jeg ikke, at den danske kultur, hvordan den så end ser ud, er truet. Den er under en naturlig forandring, hvor den bliver præget af nye tendenser udefra. På samme måde, som den, på andre tidspunkter, er blevet påvirket af tanker om nationalstat, fælles sprog, demokrati og menneskerettigheder.

Alle kulturer er under forandring og må acceptere dette. Det betyder ikke at man skal opgive alt det man tror på, men man må acceptere, anerkende og respektere, at andre mennesker ønsker at udvikle sig inden for den enkelte kultur.

Multikulturalisme 3

Ritzau kan i Politiken fortælle, at danskerne siger nej til multikultur. Det er en undersøgelse fra Aalborg Universitet, der konkluderer, at danskerne opfatter flere kulturer som en svaghed for samfundet.

Samtidig konkluderer undersøgelsen, måske ikke så overraskende, at danskerne føler sig stærkt knyttet til nationalstaten.

Dét med den danske nationalstat og ønsket om monokultur skal jeg vende tilbage til i et senere indlæg.

Multikulturalisme 2

Ifølge den engelske professor Lord Bhikhu Parekh er et multikulturelt samfund et samfund, der inkluderer to eller flere kulturelle fællesskaber. Kultur definerer han som en samlet masse af overbevisninger og praktisser inden for hvilke en gruppe af mennesker forstår dem selv og deres verden, og derfra organiserer deres individuelle og kollektive liv.

I sin bog Rethinking Multiculturalism beskriver Parekh, hvordan forskellige grupper af mennesker søger anerkendelse, for det han kalder deres identitetsrelaterede forskelle. Det vil sige de forskelle, der adskiller deres gruppe fra den dominerende kultur i samfundet.

Bhikhu Parekhs bud på, hvordan vi håndterer de kulturelle diversiteter, er at se multikulturalisme som et perspektiv på det menneskelige liv. Dette multikulturelle perspektiv er skabt af et kreativt samspil mellem menneskets kulturelle indkapsling, det uundgåelige og ønskelige i kulturel diversitet og interkulturel dialog og den interne forskellighed i de enkelte kulturer. Dermed mener han, at vi for det første skal forstå vigtigheden af det at have en kulturel identitet. For det andet må vi anerkende og sætte pris på de kulturelle forskelle, der er i vores land. For det tredje må vi sørge for dialog mellem kulturerne, og for det fjerde opmuntre kulturerne til at anerkende og udnytte den pluralisme, der eksisterer i hver enkelte kultur.

Multikulturalisme er, ifølge Parekh, det normative svar på det multikulturelle. Hvis et samfund anerkender, at det er multikulturelt, betyder det, at det vil repræsentere et samspil mellem forskellige kulturer, og derved kan det ikke blive teoretiseret eller styret fra en enkelt af kulturerne. Fra et multikulturelt synspunkt kan hverken en politisk doktrin eller nogen ideologi repræsentere den fulde sandhed om det menneskelig liv. Fra et multikulturelt synspunkt må det gode samfund starte med at acceptere den virkelighed og ønskværdighed, der findes i den kulturelle diversitet. Det kan se sig selv både som et fællesskab af borgere og et fællesskab af fællesskaber, og derved som et fællesskab af fælles indkapslede og sammensatte individer.

Parekh ønsker et samfund, der anerkender alle kulturer. Hans modstandere har beskyldt ham for en kulturel relativisme, hvor alt er lige godt, og for at fremme parallelsamfund, hvor hver kultur lever i sit eget fællesskab, og minioritetskulturerne aldrig bliver en del af det normative samfund. Men hvis hver enkelt kultur samtidig er åben for dialog, som han foreslår, så vil det være muligt, at kulturerne kan leve i harmoni med hinanden. Spørgsmålet er om dette er en utopi?

Multikulturalisme 1

Den polske sociolog Zygmunt Bauman ser, i sin beskrivelse af multikulturalismen, en fare for, at den bliver ”en ideologi om ideologiens ophør”, hvor den kulturelle pluralisme er en værdi i sig selv.

For Bauman bliver multikulturalisme et uforpligtende svar på ”den verdensomspændende usikkerhed på, hvilke værdier der fortjener at blive højnet og dyrket.” Uforpligtetheden er blevet magten og dominansens nye strategi, og overskridelse er den nye normative regulering for radikale intellektuelle, der har mistet deres mod til at trodse status quo. I denne nye politik skal man ”overgive sig til de nye realiteter, ikke udfordre dem eller sætte spørgsmålstegn ved dem – lade tingene (...) følge deres egen rute.” Bauman påpeger, at i denne uforpligtende og normløse verden, bliver den personlige frihed brugt til håndtering af overflod, og samfundet har ikke ”andre ønsker end det, at mennesker, enkeltvis eller i grupper, træffer deres egne valg.” Her vil opfordringen om respekt for forskellige kulturer føre til en anerkendelse af retten til at være anderledes, men også retten til at være indifferent. Derved kan forskellige kulturer sameksistere, men det er svært for dem at drage nytte af det fælles liv. Bauman mener, at løsningen på problematikken må være en søgen efter det fælles bedste, og han bruger sin tyske kollega Jürgen Habermas til at argumentere for ”diskussioner om en fælles opfattelse af det gode og om en ønsket livsform, der betragtes som autentisk.”

Bauman nævner medborgerskabets og menneskehedens universalitet, som den horisont anvendelsespolitikken må pejle efter, og at der i denne universalitet må være en evne til at indrette sig efter og bruge pluralismen som et redskab for menneskeheden. For Bauman ønsker ikke, at indifferensen afløses af disrespekt. Alle kulturer har krav på respekt, og hvis de får det, er der også større chance for, at de åbner op over for nye livsformer og ikke klamrer sig til deres egne. Den sikkerhed, der kommer af at blive respekteret, er en nødvendig betingelse for en dialog mellem kulturer.

Det pædagogiske paradoks

I 1803 tager Immanuel Kant i bogen "Om Pædagogik" fat på det pædagogiske paradoks. For Kant er opdragelse en kunst – en nødvendighed, da ”udvikling af de naturlige anlæg hos mennesket ikke sker af sig selv”. Mennesket må lære at bruge sin frihed uden tvang, men da det ikke er naturligt for mennesket må det lære det gennem tvang – heri paradokset.

Kant søger at løse problemet ved at gøre den ydre tvang til en indre tvang. Barnet må selv kunne indoptage de fælles love og regler som det ydre opstiller, og gennem en indre dannelse skabe sit eget moralske sindelag. ”Man må gøre det klart for barnet, at man pålægger det en tvang, som fører til brugen af dets egen frihed, at man kultiverer det, for at det engang kan blive frit, således at det ikke behøver være afhængig af andres omsorg.”

Lars-Henrik Schmidt har sagt det på en lidt anden måde: "Dannelse er det der sker når vi får andre til at gøre det vi gerne vil have dem til af egen fri vilje!"

Subjektet og magten

Michel Foucault beskriver i essayet ”The Subject and Power”, hvordan mennesket bliver til subjekt i det moderne samfund. Ifølge Foucault findes der i samfundet en række teknikker, hvorigennem statens magt styrer individet. ”Denne magt angår det umiddelbare hverdagsliv, der karakteriserer individet, mærker det med dets egen individualitet, knytter det til dets egen identitet og påtvinger det en sandhedslov, som det må vedkende sig og som andre må anerkende hos det. Det er en magtform, der gør individer til subjekter.”Han beskriver to betydninger af ordet subjekt: subjekt i forhold til andres kontrol og afhængighed, og subjekt i forhold til at være bundet til sin egen identitet gennem bevidsthed eller selvkendskab. Denne magt er både en individualiserende og totaliserende magt, der benytter sig af smarte individualiseringsteknikker og totalitære procedurer.

Statens individstyrende magt kan, ifølge Foucault, føres tilbage til den katolske kirkes skriftemål, og den form for pastoral magt, der ligger her. Denne magts mål er at sikre den enkelte frelse i den næste verden. Den pastorale magt er ikke kun en magt, der befaler, den er også parat til at opgive sig selv for flokkens liv og frelse. Den viser omsorg ikke kun for fællesskabet, men især for den enkelte. Og sidst men ikke mindst har den brug for at kende folks indre tanker og hemmeligheder. Den har brug for at kende den enkeltes bevidsthed for at kunne dirigere den på rette vej, og dette er forbundet med en sandhedsproduktion – sandheden om det enkelte individ.

Ifølge Foucault har vi i den moderne verden taget den pastorale magt til os. I det moderne samfund leder vi ikke længere folk til den næste verden, men sikrer dem i denne verden. Frelse bliver, ifølge Foucault, til sundhed, tilfredshed, sikkerhed og lignende begreber. Antallet af embedsmænd, der kan udføre den pastorale magt er steget, og den foregår overalt i statsapparatet, men også i private velfærdsorganisationer og sågar i familien. Mangfoldiggørelsen af den pastorale magts mål og agenter fokuserer på to sider af vidensudviklingen om mennesket. Den kvantitative angående befolkningen og den analytiske angående individet. Den pastorale magt har altså spredt sig til en mangfoldig række af offentlige institutioner, der kan udføre denne individualiserende taktik, som karakteriserer magten. Derfor mener Foucault også, at vi for at frigøre os, må frigøre os ikke kun fra staten, men også fra den individualisering, som staten udfører.

Denne form for magt, der går ud på at vejlede adfærdens muligheder og sætte dens mulige resultater i system, kalder Foucault for ”government”, altså en form for regering. At ”regere” i denne forstand betyder, at man strukturerer andres mulighedsfelter. Det er en vigtig pointe i Foucaults teori, at denne form for magt, kun udføres over for frie subjekter.

Ole Sværke Pedersen

Sapere Aude!

"Oplysning er menneskets frigørelse fra dets selvforskyldte umyndighed. Umyndighed er den manglende evne til at betjene sig af sin forstand uden en andens ledelse. Selvforskyldt er denne umyndighed når man er nødt til at lade sig lede af andre, ikke på grund af mangel på forstand, men på grund af mangel på vilje og mod. Sapere aude! Hav mod til at bruge din egen forstand, det er altså oplysningens valgsprog."

Immanuel Kant: Was ist Aufklärung? (1783)