Så blev den skudt af, den danske demokratikanon. Da regeringen for et lille års tid siden lancerede idéen var det med ordene: “Regeringen ønsker at styrke danskernes kendskab til de principper om frihed og folkestyre, som det danske samfund bygger på.” Og udvalget om demokratikanonen skulle “udpege de centrale begivenheder, filosofiske strømninger og politiske tekster, som har haft betydning for udviklingen af det danske folkestyre.”
Idéen til kulturkanonen var luftet et par måneder tidligere, da et af udvalgets medlemmer historiker Ove Korsgaard fra Danmarks Pædagogiske Universitetsskole i Politiken påpegede, at der var mere brug for en demokratikanon end en kulturkanon. Det gjorde han bla. med følgende argument:
“Hvis vi fokuserer på kultur som det væsentlige, siger vi indirekte, at tyrkere for eksempel skal overtage den danske kulturelle arv for at blive danskere. Det er enormt store og også forkerte krav at stille. Derimod er det ikke forkert at kræve af folk, der kommer hertil, at de bliver danskere i politisk forstand. At de respekterer og tager del i det demokratiske fællesskab, vi kalder Danmark. Så der er brug for en politisk kanon snarere end en kulturkanon. Man kan kalde det en demokratikanon.”
På den måde læner Korsgaard sig op af Jürgen Habermas’ idé om en“forfatningspatriotisme”, hvor det er den politiske loyalitet over for de politiske rettigheder og pligter, der binder staten sammen frem for en nationalkulturel forestilling, der på forhånd udelukker en række kulturer.
Ifølge Korsgaard skal en demokratikanon kunne bruges til “at udpege nogle af de vigtigste principper og værdier, vores samfund bygger på. Brian Mikkelsen havde sådan sat sig fat i noget rigtigt, for et samfund er nødt til at bygge på et værdigrundlag. Men hans svar var en nationalkonservativ kanon, der betonede, hvad der er vokset frem af dansk muld ’mellem Dueodde og Blåvandshuk’. Den nationalistiske idé gjorde hans kunstnere og eksperter så oprør mod og endte med at lave en ufarlig selskabsleg om kunst, som er meget sjov og interessant, men heller ikke mere. Derfor giver det stadig mening at tage en kanondebat om, hvad vores samfund skal bygge på”
Spørgsmålet er så om Korsgaard har fået den kanon han ønskede sig eller om Brian Mikkelsen har fået endnu en nationalkonservativ kanon til samlingen? Umiddelbart dækker kanonen bredt – og det er måske også det, der sådan en kanons problem. For når vi ser bort fra en række principelle love og enkelte fundamentale tekster, så er kanonen det den er: en række subjektive overvejelser om det danske demokratis udvikling, kogt sammen til en form for konsensusdiskurs, hvor alle udvalgets medlemmer på den ene eller anden måde er blevet tilgodeset.
Det kan dog stadig gøre den til et glimrende udgangspunkt for en diskussion om de principper om frihed og folkestyre, som det danske samfund bygger på og derved give nye genrationer mulighed for fortsat at præge og forandre det danske og internationale demokrati.
Derfor er det for mig at se beskæmmende, at de første diskussioner handler om hvorvidt Muhammed-krisen burde være en del af kanonen. Her handler diskussionen nemlig ikke om udviklingen af det danske demokrati, men om hvorvidt udvalget bag kanonen har været ramt af berøringsangst.
Derved risikerer kanonen at drukne i en igangværende problematik, hvor to grupperinger skyder med skarpt mod hinanden. Men måske er det dét, der er det danske demokrati i dag.
Idéen til kulturkanonen var luftet et par måneder tidligere, da et af udvalgets medlemmer historiker Ove Korsgaard fra Danmarks Pædagogiske Universitetsskole i Politiken påpegede, at der var mere brug for en demokratikanon end en kulturkanon. Det gjorde han bla. med følgende argument:
“Hvis vi fokuserer på kultur som det væsentlige, siger vi indirekte, at tyrkere for eksempel skal overtage den danske kulturelle arv for at blive danskere. Det er enormt store og også forkerte krav at stille. Derimod er det ikke forkert at kræve af folk, der kommer hertil, at de bliver danskere i politisk forstand. At de respekterer og tager del i det demokratiske fællesskab, vi kalder Danmark. Så der er brug for en politisk kanon snarere end en kulturkanon. Man kan kalde det en demokratikanon.”
På den måde læner Korsgaard sig op af Jürgen Habermas’ idé om en“forfatningspatriotisme”, hvor det er den politiske loyalitet over for de politiske rettigheder og pligter, der binder staten sammen frem for en nationalkulturel forestilling, der på forhånd udelukker en række kulturer.
Ifølge Korsgaard skal en demokratikanon kunne bruges til “at udpege nogle af de vigtigste principper og værdier, vores samfund bygger på. Brian Mikkelsen havde sådan sat sig fat i noget rigtigt, for et samfund er nødt til at bygge på et værdigrundlag. Men hans svar var en nationalkonservativ kanon, der betonede, hvad der er vokset frem af dansk muld ’mellem Dueodde og Blåvandshuk’. Den nationalistiske idé gjorde hans kunstnere og eksperter så oprør mod og endte med at lave en ufarlig selskabsleg om kunst, som er meget sjov og interessant, men heller ikke mere. Derfor giver det stadig mening at tage en kanondebat om, hvad vores samfund skal bygge på”
Spørgsmålet er så om Korsgaard har fået den kanon han ønskede sig eller om Brian Mikkelsen har fået endnu en nationalkonservativ kanon til samlingen? Umiddelbart dækker kanonen bredt – og det er måske også det, der sådan en kanons problem. For når vi ser bort fra en række principelle love og enkelte fundamentale tekster, så er kanonen det den er: en række subjektive overvejelser om det danske demokratis udvikling, kogt sammen til en form for konsensusdiskurs, hvor alle udvalgets medlemmer på den ene eller anden måde er blevet tilgodeset.
Det kan dog stadig gøre den til et glimrende udgangspunkt for en diskussion om de principper om frihed og folkestyre, som det danske samfund bygger på og derved give nye genrationer mulighed for fortsat at præge og forandre det danske og internationale demokrati.
Derfor er det for mig at se beskæmmende, at de første diskussioner handler om hvorvidt Muhammed-krisen burde være en del af kanonen. Her handler diskussionen nemlig ikke om udviklingen af det danske demokrati, men om hvorvidt udvalget bag kanonen har været ramt af berøringsangst.
Derved risikerer kanonen at drukne i en igangværende problematik, hvor to grupperinger skyder med skarpt mod hinanden. Men måske er det dét, der er det danske demokrati i dag.
